Besøg hos Ulf i Taastrup - 14. maj 2003
Ulf inviterede på TACT og hjemmebyggede line source højttalere. Hvad han glemte at nævne var den gode vin (MEGET gode vin), kage og lækker ost samt masser af musik. Med andre ord en rigtig hifi-aften med nydelse for både ører, øjne og gane.

Ulf har været mange år i branchen bla. hos Jamo, men satser nu på sammen med vennen Søren at starte et nyt dansk højttalerprojekt - modigt!

Ulfs højttalere er bygget op omkring en line-source med 8 stk. Scan Speak 15W/8530 basser der dækker området fra ca. 100 Hz til 3.500 Hz. Tilsammen har det et areal på næsten 800 cm2, hvilket svarer til en pæn stor 13-14" bas. Der kan altså flyttes luft og følsomheden ligger tæt på 100 dB/1W. Ulf mente at TACT'en var justeret til at dele ved 400 Hz ned til sub-wooferne, men den hoppede jeg ikke på. Ganske rigtigt var delefrekvensen da også meget lavere, måske endda længere nede end de 100 Hz.

De øvre frekvenser dækkes af et hjemmelavet bånd delt op i 5 baner. Der anvendes en enkelt række ferritmagneter på hver side, så følsomheden er væsentligt under bas/mellemtonerne. Da der anvendes elektronisk filter (48 dB/oktav) med TACT'erne kan der nemt kompenseres for dette.

De 2 sub-woofere er fra TACT, hver bestykket med 2 stk. 10" specialbasser fra Vifa. Sub'erne drives af en B&O ICE-Power med ekstra 150.000 uF, men alligevel beskriver Ulf lyden som svampet og gumpetung nedefter!?

Bagsiden af den venstre højttaler afslører de 4 akustiske ventiler som ifølge Scan Speak slet ikke burde virke!..... ?

Ulf har en af de sjældne 10 kanals TACT beregnet til home-cinema. Alle de spændende funktioner anvendes slet ikke. I stede bruges de mange kanaler til at lave en opsplitning med aktive filtre.

Til højre de aparte højttalerkabler. Kobberfolie fra en delefilterspole og et gammelt bomulds dynebetræk! Kablerne erstattede et sæt Tara Labs The One til en mindre formue.

Aftenens store nydelse. En GOD ca. 20 år gammel spansk rødvin. Passede fremragende sammen med god musik via Ulfs anlæg. Desværre er der nu kun billedet af flasken tilbage. Et par rigtige hifi-mandfolk! Rødvin og kalorier på bordet. Til venstre søren og til højre værten Ulf.
Lyden

Det er ikke første gang jeg har hørt TACT og bestemt heller ikke første gang jeg har hørt bånd eller liniekilde-højttalere. Til at begynde med var der noget helt galt - ja faktisk gik der et par timer før jeg fik Ulf til at kigge på opsætningen i TACT'en. Der var da også noget forkert, idet al lyden lå i højre kanal og perspektivet samtidig drejede underligt som om alt var trukket ud i bredden.

Efter korrektionen var bragt på plads (det bliver jo ikke nemmere, når man har en PC til at lave unoder i systemet), var lyden meget præcis og helt uden unoder eller tendenser til fokusering på specielle områder. Selv den dybeste bas blev ikke provokeret af rummet. TACT systemets fordele fornægter sig ikke. Men jeg kan dog ikke komme uden om, at der mangler noget i forhold til hvad jeg foretrækker. Med så mange højttalere forventede jeg en dynamik der ville blæse mig bagover. Det var dog ikke lige det indtryk jeg fik, for alt var meget høfligt og tilbageholdende. Det samme gjorde sig gældende opefter i båndet der gengav udstrakt og glat, men igen uden attack og nerve - meget "høfligt" og bestemt ikke med en lyd der kom frem mod lytteren og ud af højttalerne. Denne måde at gengive på er den direkte modsatte af store effektive hornsystemer - de ligger i hver sin grøft (se besøg hos Søren og Per Hasling). Hvor hornene er dynamiske og meget direkte i lyden ligger Ulfs TACT system i den tilbagelænede og ultrakontrollerede lejr. Til gengæld går de langt, langt ned i bunden og alt er helt neutralt uden resonanser eller farvninger. Men.... et slag på en stortromme eller i den anden ende et slag på en triangel bliver inde i højttalerne - alt det som JEG finder spændende bliver holdt tilbage og i faste tøjler. Musik er lig med dynamik og jeg må således blankt indrømme, at jeg nok er mere til et system med lidt farvninger og resonanser, hvis der så til gengæld leveres dynamik og snert, så man kan høre at musikerne er levende mennesker af kød og blod!

Sådan er det svært at gøre alle tilfredse, for nøgternt set kan man ikke udsætte meget på Ulfs anlæg end lige præcis det at det hele er for "korrekt" og "pænt". Men har man allergi overfor det grovkornede og det voldsomme, så er det jo nok lige sagen.