Nostalgi eller barske realiteter - Et lille kort indlæg lavet til Københavns HiFi's klubs blad Lytteposten (ca. 1996) 
 

Nostalgi eller barske realiteter?

I mere end 20 år har jeg beskæftiget mig med hifi, og der har været mange positive oplevelser. Alle kender vel den fantastiske forbedring det giver, når man får en ny forstærker eller et nyt kabel, der bare lige "virker". Det er skruen uden ende, og det gør hifi som hobby meget spændende, men også dyrt.

Den sidste forbedring eller ændring af mit anlæg, slår dog alt hvad jeg hidtil har oplevet! Spørgsmålet er blot: "Er det ægte hifi, eller er jeg blot endnu een af de skøre stakler, der er faldet helt og totalt for 300B trioderne?"

For en ordens skyld, kan jeg oplyse, at mine forstærkere er konstrueret med komponenter fra Audio Note i England og er baseret på Audio Note Kegon forstærkeren. Nå, vil de fleste så sige, han har selv bygget dem, det er derfor han synes de lyder så godt! Nej, det er ikke derfor. Jeg har bygget mange forstærkere - også nogen som ikke var gode. Desværre er det mine ører, der giver den endelig dom, og ikke hvor mange timers arbejde der ligger forud.

Reelt set - hvad skal man dog med en forstærker som kun yder 17 Watt pr. kanal, og det endda med flere procent 2. harmonisk forvrængning? Ja, hvad skal man med 2 x 250 Watt med mindre end 0,002% forvrængning? Når musikken spiller, er det hele blot data på et stykke papir.

Selvfølgelig er der visse elementære regler, som SKAL overholdes når man "kun" har 17 Watt til rådighed, men med et fornuftigt valg af højttalere og et ikke alt for stort lytterum fungerer det perfekt. Via et ægte triodetrin får fænomener som kontrol, dynamik, mikrodetaljer og især musikkens liv og sjæl en helt ny mening. Den subjektive oplevelse af musikken trodser enhver beskrivelse. Som et andet af tidens fænomener: Surround Sound (i øvrigt uden sammenligning) skal det opleves, før man forstår.

Dette betyder vel at mærke ikke, at jeg helt har afskrevet transistorforstærkere, men de spiller bare på en anden måde. Uden at komme ind på detaljerne, kan man sige, at det subjektivt virker som om musikken "presses" gennem transistorer, mens den "flyder" gennem rør. Nu snakker vi vel at mærke om mere almindelige rørforstærkere med pentoder og ofte med masser af modkobling - et singleended triodetrin ligger i en klasse for sig selv, selv sammenlignet med de bedste "almindelige" rørforstærkere.

En anden måde at udtrykke det på er, at der findes gode såvel som dårlige forstærkere uanset hvilken teknik, der ligger til grund. Man skal ikke stirre sig blind på enten det ene eller andet princip. Jeg har da også stiftet bekendtskab med rørforstærkere, som ikke sagde mig noget som helst og især mindre transistortrin som spillede virkeligt godt. Med trioder er det dog helt anderledes - de har sjæl og musikken kommer til live på en hidtil uhørt måde. Trioder giver en musikalsk oplevelse som ingen transistorbestykket forstærker (endnu!) har kunnet klare.

Det er heller ikke sådan, at trioderne i direkte sammenligning med et godt transistortrin virker forskønnende eller tilgivende. Såfremt der er fejl i signalkilderne vil disse blive afsløret, lige så vel som med hvilken som helst anden god forstærker. Der er ikke det typiske fald ved de øvre oktaver og heller ikke den typiske bløde opsvulmede rørbas. Nej, med den rigtige højttaler finder du ingen af de unoder, man ellers forventer fra en rør-slæde.

Hvis man således kan gå ud fra, at en singleended triodeforstærker subjektivt er bedre og dermed i højere grad formidler det musikerne vil med deres musik, så må det også være mere "hifi", altså tættere på den originale oplevelse. Her er jeg ikke alene, flere og flere er af denne mening. Men hermed siger man så også, at udviklingen indenfor hifi har stået stille, eller endda i mange tilfælde er gået baglæns. Kan det være rigtigt, at en teknik fra 30'erne og 40'erne, udkonkurrerer de nymodens strømstærke gigantforstærkere? Jeg kan forestille mig, at ejere af kæmpe transistorkraftværker, har svært ved at se disse realiteter i øjnene?

I Japan har man vidst det længe. Fra England ruller triode-bølgen nu ud over Europa og selv i "Gods own country" er man ved at se lyset (de glødende trioder!) og melder om hidtil uhørte kvaliteter fra 7 Watt 300 B mono forstærkere. Sidstnævnte er helt uhørt i et land, hvor alt under 100 Watt pr. kanal betragtes som totalt latterligt.

Inden for alle områder foregår der en udvikling, således også med hifi og hele tiden tvinges vi til at træffe valg. Har vi på et eller andet tidspunkt valgt forkert? Var det ved valget af transistorer, eller var det allerede med indførelse af tetroder og pentoder det gik galt? Er vi med nutidens datakompression af det i forvejen fejlbehæftede digitale signal på vej ud af endnu et sidespor, væk fra musikken og frem mod den målelige og dermed "beviste" perfektion?

Vi lever i et samfund der søger tilbage til de gamle værdier. Dinosaurer hives frem fra glemslen, men vi behøver ikke gå så langt tilbage. Se blot på gamle biler og motorcykler, der har kvaliteter, som nutidens lavtflyvende tingester ikke kan leve op til. Hvis vi skal se på fænomener indenfor vor egen verden, så er det en kendt sag, at indspilninger fra sidst i 50'erne og først i 60'erne på mange områder er de nye langt overlegne.

Med fare for at blive kaldt nostalgisk, vil jeg sammen med en hastigt voksende skare fortsætte med at lytte til såvel LP-plader som CD via mine rør-forstærkere. Mit anlæg har med indførelse af 300B'erne totalt ændret karakter, og de har åbnet mine øjne og ører for en ny verden.

Nu ved jeg, hvorfor de mange penge er investeret i alle disse tilsyneladende døde apparater. For lige som visse af nattens magiske væsener vågner rørene til live om aftenen. Overtro vil du måske sige, men jeg er ligeglad. Med en dejlig varme og diskret gløden i mørket tryller trioderne med alle mine plader. Jeg glemmer alt om Watt, dB og frekvensgang. Selv bruttoskat og Øresundsbroen er langt væk, når musikerne står lyslevende i stuen og 40-50 år gamle musikoptagelser igen bliver vækket til live.

Hifi er en vidunderlig hobby!

Jan Nielsen.