Forkert sted og tidspunkt.

af Jan Nielsen

Temperaturen var steget støt hele dagen, og varmedisen lå over de øde sletter. Tusindvis af store blanke kroppe kunne vagt skimtes i det dæmpede rødlige lys. Men for simankerne var simple sanser som syn og hørelse for længst glemte færdigheder. Flere generationer tilbage havde de perfektioneret racens telepatiske evner. Nu var det afgørende øjeblik umidelbart forestående.

Kiplan rejste sig på de bagerste lemmer og hævede sine vældige sensorer mod himlen. "Tiden er kommet" sagde han, "Vi har fundet det rette sted og inden længe vil overgangen finde sted".

Alle stod forventningsfulde. Man havde ventet alt for længe. Pladsen var ved at blive trang og hele landskabet lå goldt. Før var landet dækket af store skove og frodige marker, men nu så man kun ørken og klippejord. For Simankerne var det en naturlig udvikling i deres livscyklus. Mindre end 10 rotationer tilbage var der et rigt liv på planeten, men den havde tjent sit formål. Enkelte af de primitive livsformer holdt sig skjult, men de havde det ikke let. Simankerne ænsede dem ikke, for det var på tide at finde nye græsgange.

Utålmodigt rakte de mere end 200.000 blålinsende kroppe deres sensorer mod himlen. Med en tavs begejstring modtog de budskabet fra den mægtige Kiplan. "Vort nye hjem er en blå planet kun 10 lysår herfra, den befinder sig umiddelbart i nærheden af stor gul stjerne. Planeten er beboet af passende racer, der kan tjene til vor opretholdelse i mindst 20 rotationer. Temperaturen er behagelig og vore observationer viser, at deres tekniske formåen ikke vil volde os nogen problemer. Planetens herskende race befinder sig på et udviklingtrin, hvor kommunikation foregår audiovisuelt eller via tekniske hjælpemidler".

Ved denne meddelelse gik der en sagte summen gennem mængden. Det var meget svært at forestille sig hvorledes et væsen, uden telepatiske evner kunne være intelligent og udvikle tekniske apparater. Sådanne primitive væsener ville være totalt prisgivet.Simankernes overvældende evner - en enkelt tanke kunne flytte en klippe eller udslette liv i flere kilometers omkreds. Denne højt udviklede evne havde gjort dem til de totale herskere overalt på deres færden gennem universet.

Kiplan fortsatte: "Vor elite primærstyrke er klar og overførslen vil snart finde sted. Indjuster jeres energifelter og gør klar til transporten af de udvalgte".De store kroppe begyndte langsomt at bevæge sig. På et kort øjeblik var den rituelle position formet og som i trance rakte alle sensorerne ud i fuld længde. De tentakkellignende gevækster berørte hinanden og små elektriske udladninger viste sig mod den røde nattehimmel.

Kiplan stod nu strakt ud i fuld længde og det var tydeligt, hvordan hans rygskjold og de imponerende bruskplader lige bag sensorerne glinsede af ophidselse. Alt var klart og primærstyrken var indstil let på en let og hurtigt overstået bemægtigelse af den blå planet. "Vi bliver materialiseret på en lille ø i midten af denne planets største hav. Ifølge vore undersøgelser ligger øen isoleret, men indeholder dog nogle af planetens vigtigste militære faciliteter. Så snart vi har sat dem ud af operation, vil vi fejre det med et tiltrængt friskfanget måltid. Umiddelbart derefter vil vi forberede den samlede omkobling."

Kiplan virkede meget overbevisende og siden sidste invasion var han vokset til en imponerende størrelse. Han var nu højere end de højeste træer havde været dengang de overtog den nuværende planet. Jorden knagede under hans vægt, men de mere end 200 udvalgte i primærstyrken var ikke mindre imponerende.

"Indstil felterne!" Kiplans ordrer smældede ud over nettet, og alle anstrengte sig til det yderste "Frigiv energien!". Der lød en knitren og en buldren som et kæmpe tordenvejr. En stor hvid kile skød ned og opslugte de 200 kroppe. Ingen så eller hørte noget, men alligevel var hver eneste simanker fuldt ud klar over hvad der skete. Konstant var de i telepatisk forbindelse og signalerne fra primærstyrken virkede beroligende.

Efter et øjebliks venten var primærstyrken fremme. Signalet blev modtaget og en helt tavs jublen brød løs. Helt uden forvarsel skete noget meget mærkeligt. En underlig fornemmelse bredte sig blandt de tilstedeværende........

-----

33, 32, 31, 30..... røde tal markerede tydligt nedtællingen i hjørnet af computerskærmen. Men General Les Simpsons blik var mere hæftet på billedet af det golde landskab flere kilometer fra observationsposten. Med stor rutine og professionel mine styrede han begivenhederne.

29, 28, 27 ..... Pludselig uden varsel strøg en hvid stribe lodret ned fra himlen. Et meteor? Nej, det her var noget helt andet. Som ved et trylleslag kom der bevægelse på skærmen, en gigantisk blåglinsende masse begyndte at tage form. Generalen stivnede i sine bevægelser. Hans tanker begyndte at flakke og han følte tydeligt at noget var galt. Med en kraftanstregnelse fik han fremstammet sine sidste ord: "stop nedtællingen!".

25, 24, 23, 22, 21 ... tallene fortsatte på skærmen, og som i slow-motion rakte Korporal McNeal ud mod den røde kontakt. Armen rystede og selv den mindste bevægelse kostede kæmpe kræfter. Pludselig gav han en kort gurglende lyd fra sig og sank om på gulvet med blod sivedende fra mundvigen. De røde tal blinkede stadig tydeligt øverst på skærmen.

6, 5, 4, 3, 2, 1 ...Impact. Et kæmpe lysglimt afbrød billedet, og i horisonten så man den kendte paddehattefigur rejse sig mod himlen.

Det elektriske måleudstyr viste blinkende røde lamper og et infernalsk spektakel fra alarmer brød løs. Men der var ingen til at reagere, alle var døde eller paralyserede.

Ukendte kraftfelter rystede fundamentet i den store bunker og betonstykker faldt ned fra loftet. En geigertæller gik fuldkommen amok og såfremt general Simpson stadig havde været i live, ville han afgjort være blevet grebet af panik.

Midt i forvirringen begyndte printeren at spytte farvebilleder ud. Systemet var tilsluttet overvågningskameraerne og billederne viste sekvenser fra ground zero.

Ingen havde nytte af det, men billederne lå og lokkede med deres hemmelige budskab. Et budskab der afgjort ville have interesseret generalen og resten af staben. Men sådan skulle det ikke være. Den sagte summen fra printeren blev pludselig afløst af en dyb buldren, da hele det tonstunge loft i bunkeren styrtede sammen.

Midt mellem brokkerne lå en lille bunke billeder. Den intense varme fra atomeksplosionen fortærede dem hurtigt og kanterne var allerede helt forkullede. Alligevel kunne man tydeligt se en stor samling mere end 50 meter høje væsener. De glinsede sort og blåt metallisk. En mere nøjagtig beskrivelse var total umulig, men enhver fantisifuld dreng ville kende dem fra sine værste mareridt. Det forreste gyldentbrune væsen rakte flere gevækster frem mod kameraet og øverst strakte meterlange tentakler sig mod himlen. På trods af deres frygtindgydende fremtræden og det fremmedartede udseende, stod en ting dog meget klart: De var utroligt bange!

------

Modstridende telepatiske meddelelser blandede sig med noget simankerne aldrig før have oplevet - frygt! Det var en hidtil ukendt følelse. De var herrefolket der have hersket i årtusinder og alle steder var planeterne bukket under for deres hærgen og ødelæggelse. Med afsky havde de betragtet hvordan stolte folkeslag var bukket under og havde overgivet sig uden modstand, lammet af den for dem helt ukendte frygt.

For de fleste racer er frygt en ubehagelig oplevelse, men er man vokset op med den, kan den bekæmpes. Når det er en helt ny fornemmelse er den ukontrollerbar og overvældende. Simankerne krøb og deres elektroder trak sig ufrivilligt ind i de beskyttende kamre. Lydløse skrig flød gennem det tomme rum. Alle følte det samme og med en selvforstærkende effekt følte alle 200.000 organismer den samme frygt.

Uanset hvad de havde gjort, kunne de dog ikke beskytte sig mod det der skulle komme. I et kæmpe glimt modtog de en kraftig telepatisk kraft med en sådan styrke, at alt andet blev fortrængt. Primærstyrken var udslettet! Kun få sekunder efter at de var landet, havde et hidtil ukendt våben helt og aldeles tilintetgjort dem - intet var tilbage!

For enhver anden race havde tabet kunnet bæres. Visse racer blev ligefrem stærkere af modgang. Dette var bestemt ikke reglen for simankerne, som aldrig havde oplevet modgang eller nederlag. Lige netop på dette tidspunkt var simankerne i så stærk indbyrdes kontakt at alle "følte" det samme. Mere end 200.000 simankere blev nu praktisk taget udslettet. En sådan følelse kunne de ikke overleve og stadig fungere. De store kroppe krøb sammen og de førhen så strålende farver visnede. Med ét følte de sig meget alene, forbindelsen var væk og de telepatiske kræfter ebbede ud. Rædslen stod at læse i deres før så frygtindgydende ansigter.

De vidste det ikke, men en ny tidsalder var indledt. Simankerne - en blændet, døv og rådvild underrace - måtte nu leve på andres nåde. De væsener der før havde været bytte kom langsom til hægterne og fik genrejst deres planet. Kun få år efter var simankerne en hensygnende race, endnu mere primitiv end dem de før have hånet og set ned på. Retfærdigheden havde sejret.