DELTA - Dipolbas

En højttaler forbinder de fleste automatisk med en kasse, samt et par enheder og et filter. Nogle gange er kassen lukket, men for det meste er der et hul i. En anden måde at løse problemet på kendes fra f.eks. elektrostater eller båndhøjttalere. Her er der ikke noget kabinet og lyden udstråles på både forside og bagside af membranerne - henholdsvis i fase og modfase. En såkaldt dipol.

Det samme princip kan anvendes med dynamiske enheder. En af de bedst kendte er nok finske Gradient, som slog navnet fast med den kendte sub-woofer til Quad ESL-63 elektrostaterne. Her arbejder 2 stk. 12" basser i en åben baffel. Princippet er videreført med samme enheder i Gradients nyeste højttalere, hvor der opefter anvendes en coax-driver fra Seas.

På nettet kan man se flere selvbyg alternativer - men dem vender vi tilbage til. I denne samt en kommende artikel kigger vi nærmere på bas dipolsystemet DELTA, som passende kan kombineres med et mindre 2-vejs system eller indgå i et komplet 3-vejs system. De 2 artikler vil dog kun omhandle DELTA dipolsystemet samt forslag til den tilhørende basequalisering. Delefilerteknik og mellemtone/diskant løsningen overlader jeg trygt til læserne. I slutningen af artiklen vil jeg dog kort komme ind på en mulig komplet løsning.

Hvorfor dipol?

Hvis man kan klare sig uden kabinet og blot placere enhederne i en åben baffel, hvorfor så i det hele taget lave et kabinet? Problemstillingen er ikke så ligetil, for den åbne baffel har både fordele og ulemper - især en hel del af de sidste.

Primært er der 2 fordele - eller måske snarere KUN 2 fordele. Den største er afgjort nogle helt anderledes udstrålingsforhold og dermed en anden kobling til rummet, den næste fordel får vi ived at bruge en masse enheder og dermed et stort membranareal. Med rette kunne man så indvende, at det også kan lade sig gøre i et konventionelt kabinet. Blot er der den lille hage, at et sådant kabinet nødvendigvis må blive meget stort, hvor den åbne baffel har mere overkommelige dimensioner.

Ulemper ved dipoler

For det første er der den akustiske kortslutning. Bevæger membranen sig fremad skabes et overtryk på forsiden. Samtidig sker det modsatte på bagsiden. Følgeligt vil lufttrykket bevæge sig rundt om baflen og Akortslutte@ lufttrykket (se fig. 1). Jo større afstand lufttrykket skal bevæge sig desto bedre. Vi kan beregne hvor tidligt det sker ud fra formlen 1/2 x lydens hastighed/afstand.

Hvis vi tager en 100 Hz tone (se fig. 2) vil en enkelt periode vare 1/100 af et sekund. En halvperiode følgeligt 1/200 del af et sekund. Som det fremgår af figur 2 er den tidsmæssige afstand mellem den positive og den negative halvbølge følgeligt 1/200 sekund. Lydens hastighed er ca. 340 m pr. sekund, så på 1/200 sekund bevæger lyden sig 1,7 meter. Da lyden bevæger sig på begge sider af vor baffel, vil det sige at der det korteste sted skal være 2 x 1,7 meter målt fra enheden og ud til kanten. Med en baffel på 0,85 meter (bredde 1,7 meter) er det således muligt at gengive ned til de ca. 100 Hz. Under denne frekvens vil lydtrykket aftage med 6 dB pr. oktav ned til enhedens egenresonans, hvorfra faldet vil være 18 dB pr. oktav.

Med mindre vi laver en meget stor baffel på flere meter og samtidig anvender en bas med passende lav egenresonans får vi altså ikke meget bas ud af en åben baffel.

Der er dog andre parametre som spiller ind. Enhederne i sig selv har en afrulning nedefter bestemt af den samlede Q-værdi (Qts = Q for det samlede system). Med en Qts på 0,707 vil frekvensgangen i en optimal (uendelig) baffel være ret ned til omkring egenresonansfrekvensen (Fs). Til en åben baffel skal enhedernes Q-værdi således ligge forholdsvis højt. Omkring 0,6 - 0,8 er passende. Bemærk her, at de fleste basenheder ligger omkring 0,3 - 0,4 og derfor har en stejlere afrulning. Magnetens størrelse har betydning for Qt, så typiske basser til brug i en åben baffel har en lille magnet.

Det samlede system vil grundet seriekobling af enhederne samt den førnævnte akustiske kobling i baflen ende op med en noget højere Qts. Ønsker du endnu højere Qts kan der sættes en mindre seriemodstand foran højttaleren. Herudover kan man eksperimentere med delvis tildækning af højttalerenhederne ved at udspænde stof, der i højere eller mindre grad lukker af for luftcirkulationen.

Endelig skal enhedernes egenresonans være lav, for under den får vi ikke meget output.

Til sidst skal det understreges, at som med alle andre højttalere er rummet og placeringen af den åbne baffel også vigtig. Det ville være smart, hvis den kunne placeres tæt ved bagvæggen, men den går ikke. Tvært imod kan aftanden fra bagvæggen gøre forskellen på et nogenlunde resultat og det optimale.

Til sidst kan jeg opsummere hvad der skal til for at få bas ud af en åben baffel:

1. Brug flere enheder (stort membranareal)

2. Anvende en større evt. foldet baffel

3. Høj Qts og lav Fs for de anvendte enheder

4. Equalisering

5. Placering væk fra væg og hjørne.

Højttaleren

Grundet den akustiske kortslutning skal vi have et stort membranareal samt et rimeligt membranudsving. På internet har jeg set løsninger med anvendelse af 18" eller 22" enheder. Der er da heller ikke noget i vejen for denne løsning. Som nævnt er der i Peerless= program en glimrende 12" bas, som finske Gradient anvender i deres højttalere. Monacors program omfatter også store enheder der kan anvendes (men fald ikke for fristelsen og køb en af dem med store voldsomme magneter - de duer ikke!). For de der skulle have lyst til at eksperimentere med andre højttalere eller andre formater er der således frit spillerum. Se evt. http://www.euronet.nl/users/temagm/audio. Målet for dette projekt var dog et egentligt bassystem, der rakte op til omkring 400 Hz og ikke en sub-woofer. Der blev derfor satset på flere mindre enheder.

Valget faldt på 8 stk. Peerless CSC 217H (850128) pr. kanal. Her bliver ønskerne opfyldt. De har en forholdsvis lav egenresonans omkring de 30 Hz og Qts er høj - ca. 0,6. Samtidig er prisen rimelig, hvilket så absolut må tages med i betragtning, når vi skal anvende flere eheder. .

Hver højttaler har et membranareal på 235 cm2, hvilket giver 1.880 cm2 pr. side. Pr. kanal svarer det til en typisk 22" (49 cm) eller 4 stk. 10" (25 cm). Vægten er ca. 1,8 kg pr.enhed altså ca. 14 kg pr. side for højttalerne alene.

Den 4-lags viklede svingspole er 33 mm i diameter og højden er 17 mm. For de 8 enheder tilsammen svarer det til en 26,4 cm svingspole! Magnetgabet på 6 mm giver et max. lineært membranudsving på +/- 5,5 mm.

De to største fordele ved at bruge flere enheder er betydelig reduktion af membranvandringen og dermed en lav forvrængning.

Kompression og membranvandring

I en normal bas vil svingspolen ofte blive varm - meget varm. Over 100 grader er ikke usædvanligt. Når svingspolens temperatur stiger, stiger belastningsimpedansen dog også. Efter en brøkdel af et sekund er impedansen altså ikke 8 ohm men måske 16. Det betyder i praksis, at den basimpuls der kommer fra højttaleren bliver komprimeret og ikke helt så dynamisk som det var tilsigtet. Med 8 spoler til at dele effekten er der ingen af dem der når at blive varme. Med andre ord - ingen eller kun meget ringe kompression.

Med hensyn til membranvandring så vil du senere se, at der bliver brug for den. Det gælder dog primært hvis der skal spilles højt ved lave frekvenser. Under normale forhold vil hver enkelt af de 8 basser kun bevæge sig 1 mm eller mindre. Selv med kraftig equalizing ved de laveste frekvenser er der ved almindelig musik og passende lydstyrke et begrænset membranudsving. Små membranudsving er lig med mindre forvrængning og dermed en renere bas. Hermed er vi nået frem til grunden til, hvorfor man bygger dipoler: Mindre forvrængning og en anderledes kobling til rummet.

En indvendig til dette, kunne være, at man også kan anvende mange basser i mere konventionelle systemer og dermed få de samme fordele. Korrekt, men et mere konventionelt højttalersystem med 8 basser vil blive uforholdsmæssigt stort.

Sammenkobling

En af ulemperne ved den åbne baffel burde være en lav følsomhed. Men er det nu også så galt? Da lydtrykket falder med 6 dB pr. oktav under baflens afskæringsfrekvens, må der kompenseres og det koster følsomhed. På den anden side vil brugen af 8 enheder hjælpe en hel del på problemet. De 8 basser kan kobles på flere forskellige måder, afhængig af hvad forstærkeren kan klare. En kombination af serie- og parallelkobling (se fig.3) giver 4 ohm. Dette burde de fleste forstærkere kunne klare og rent effektmæssigt behøver vi heller ikke så meget.

Med 8 enheder pr. kanal hjælper det på følsomheden. I en 4 ohms kobling er der ca. 9 dB ekstra grundet de mange enheder samt 3 dB ekstra grundet impedanshalveringen. Med de nominelt 87 dB følsomhed giver det omkring 99 dB. Denne følsomhed vil således være gældende over baflens afskæringsfrekvens. Med de ca. 10 dB equalisering vi skal bruge kommer vi altså ned omkring 90 dB ved de 30 Hz.

Effektmæssigt burde hver af de 8 basser kunne klare 150 Watt - altså i alt 1.200 Watt. Grundet den manglende akustiske belastning skal vi dog regne med væsentligt mindre. Den faktiske begrænsning ligger i det maximale membranudsving og det nås langt før de 150 Watt.

Fordele ved DELTA baflen

En højttaleres forvrængningsfænomenter er næsten udelukkende en funktion af membranudsving og den dermed afsatte effekt i svingspolen. Denne forvrængning har vi reduceret kraftigt ved at anvende 8 enheder. Hermed stilles der langt mere overkommelige krav til accelleration, varmeafsætning i svingspolen, membranopbrydninger og ulinearitetet i ophæng og fysisk udformning. Samtidig har vi god kontrol over Qts som gør at transienter gengives optimalt. Der skulle således være forudsætninger for et godt resultat uden den typiske Aone note@ bas som kendes fra mindre vellykkede dipoler. Jeg kan f.eks. nævne DALI Skyline og Carvers oprindelige udgave af Amazing Loudspeaker. Her benyttede man bevidst enheder med meget høj Qts for at undgå faldet mod lave frekvenser. Det hjælper selvfølgelig på nivauet, men bassen bliver alt andet end Afast@.

Max. lydtryk

Lydtrykket hænger selvfølgelig sammen med enhederne og i høj grad med deres maksimale membranudsving. Her fandt vi et smart regneark på Frits Linkwitz hjemmeside (www.linkwitzlab.com/), som meget illustrativt viser, hvad der sker med enheder i en åben baffel. Peerless opgiver et lineært Xmax på +/- 5,5 mm (med svingspolen i magnetfeltet). Holder vi os til dette, vil det maksimale lydtryk være omkring 96 dB ved 30 Hz for een DELTA kanal. Med de to der er til stereo, er max lydtryk altså omkring 102 dB ved. 30 Hz, hvilket burde være mere end rigeligt til langt de fleste formål. Igen må det pointeres, at der IKKE er tale om en sub-woofer.

Omregnet til effekt svarer det til omkring 8 watt pr. højtaler eller i alt 64 Watt. En god 80-100 Watt forstærker burde altså være rigelig til formålet.

Typisk bas vil ligge i området omkring 50-80 Hz og her kan der, hvis enhedernes presses, ydes lydtryk på 106 - 118 dB.

DELTA baflens udformning

Som det ses af fig. 4 har jeg anvendt et anderledes princip for at få baflen så stor som mulig, men samtidig ned på en fysisk størrelse, så den kan være i de fleste stuer. Systemet er vist nok Aopfundet@ af Torbjørn Lien fra Norge, men også Fritz Linkwitz omtaler det på sin hjemmeside. På en måde kan det beskrives som en variation af Heil princippet, hvor enhederne Askubber@ luften gennem en spalte. Princippet er anvendt af Torbjørns kammerat Thomas Dunker i store dipoler med 16 stk. 8" Audax pr. side. Se billeder af Thomas= system på www.hi-fi.com/speaker/amateur/dunker.html.

Efter en del e-mail korrespondance med Thomas blev jeg overbevist om princippet og har anvendt det i dette system.

Den reelle baffelbredde er omkring 150 cm, men efter foldning når vi dog ned på en max. bredde omkring 55 cm. De to Avinger@ på hver side kan slås ud, når der skal spilles, og er desuden også medvirkende ved tilpasning til rummet. Med Avingerne@ slået ud er bredden ca. 100 cm.

Efter foldningen spiller enheder ind i en spalte på ca. 9,5 cm. Da højden er 86 cm, er der altså et noget mindre spalteareal end enhedernes samlede membranareal (ca. 817 cm2 i forhold til 1.880 cm2). Denne kompression eller akustiske belastning ændrer højttalernes arbejdsbetingelser. Således får vi en noget højere Qt og en lidt lavere egenresonans (Fs).

Da enhederne rent mekanisk arbejder Amod@ hinanden vil evt. mekaniske vibrationer blive udlignet i hele baffelkonstruktionen. Det kræver dog en solid opbygning og samling, da der ved høje lydtryk bliver afsat en del energi.

Den ene række basser er vendt modsat med magneterne ind mod spalten. Hermed kompenseres for ulineariteter i ophæng og andre mekaniske forhold. Resultatet er en kraftig reduktion af harmonisk forvrængning - især ved lave frekvenser. Jeg har valgt ikke at placere tværgående afstivninger i selve spalten, men i stedet mellem højttalerne i sidebaflerne. Hvis man ønsker er gå med både livrem og seler er der dog ikke noget i vejen for også at placere Ahylder@ i spalten mellem de enkelte enheder.

Mere næste gang

Næste gang kommer vil til hvordan du selv bygger DELTA baflen - d.v.s. tegninger og mål. Herudover vil der være beskrivelser af den nødvendige equalizer i såvel en simpel passiv version som en mere avanceret aktiv udgave. Sidst men ikke mindst vil der være lidt målinger på det færdige system.

DELTA - Dipol 2. del

I sidste del af artiklen fik du beskrivelse og baggrund for DELTA dipol bassen. Denne gang går vi så direkte til det manuelle arbejde med træplader og samling. Selvfølgelig er du frit stillet til selv at sætte dit præg på den endelige udformning, blot de basale krav bliver overholdt.

Der skal bruges følgende materialer til 2 højttalere (excl. filter og equalizer):

1 hel 19 mm MDF plade (se figur 1)

4 stk. massiv 20 mm mahogni (hyldeplader) 30 cm x 55 cm (kan evt. erstattes med MDF)

4 stk. 20 mm massiv mahogni (hyldeplader) 90 cm x 22 cm (eller evt. anden træsort.

4 stk. pianohængsler á ca. 80 cm.

Hvid trælim

Sort plastikmaling

Skruer (køb evt. en pakke af hver):

4 x 20 mm spånpladeskruer med fladt hoved - krydskærv eller posidrive (højttalermontering)

5 x 30 mm spånpladeskruer undersænkede - krydskærm eller posidrive (pladesamling)

3 x 15 mm spånpladeskruer med fladt hoved - krydskærv eller posidrive (til hængsler)

Ca. 5 meter højttalerkabel efter eget valg.

2 sæt højttalerterminaler

16 stk. Peerless CSC 217H

Fødder eller spikes

Endvidere skal der bruges elektrisk værktøj: boremaskine, stiksav, rystepudser eller excentersliber samt skruemaskine og loddekolbe. Et par skruetvinger kan der også blive brug for.

Plader

Det nemmeste er nok at få skåret MDF-pladerne i det lokale byggemarked, men hvis du selv råder over det rigtige værktøj er der ikke noget i vejen for at gøre det hjemme. Husk blot på at en hel plade er 122 x 244 cm - altså ikke ligefrem nem at transportere.

Hvordan pladen udskæres fremgår af fig. 1. De enkelte plader er som følger:

A 2 afstandsstykker - 9,5 cm.

B 4 indre baffel - 27 cm

C 4 frontbaffel - 18 cm

D 4 Avinger@ - 24,5 cm

E 1 rest - ca. 16,5 x 122

Bemærk at 2 af de 4 indre bafler skal skæres til i den rette længde, så der bliver nogle enkelte rester til overs. Den 122 cm lange rest med en bredde på 16,5 cm anvendes til indre krydsafstivninger iht. Fig. 2. Hvis din rest er bredere end 16,5 cm, skal den skæres til.

Bemærk at disse stykker samtidig er med til at give vinklingen mellem indre baffel og fronterne. Du kan selvfølgelig selv bestemme om vinklen skal være anderledes eller om de to frontbafler blot monteres vinkelret. Sidstnævnte er selvfølgelig en hel del nemmere, men de to skrånende frontstykker giver højttaleren et flottere design.

Samlingen

Princippet er, at du samler de 2 halvdele komplet med monterede højttalerenheder og efterfølgende sætter dem sammen ved hjælp af top og bundplade.

Du starter med de indre bafler og mærker op til højttalerne. Der skal saves 4 huller hver med en diameter på 18,5 cm - afstanden fremgår af figur 3. Bemærk at de 4 basser tilsammen fylder ca. 5 mm mere end de 86 cm. De 2 yderste enheder rager derfor et par mm udenfor, hvilket efterfølgende slibes ned med en rystepudser eller en fil.

Jeg har anvendt 20 mm træskruer til fastgørelse af højttalerne. Hvis du foretrækker islagsmøtrikker og bolte er det helt OK, men husk der skal anvendes hele 96 stk. Med hensyn til skruer og MDF så kan det på det kraftigste anbefales at Asmøre@ dem med en smule sæbe inde iskruning. Jeg anvender alm. opvaskemiddel. Med sæben går det hele meget nemmer og du mindsker risikoen for at skruerne vrides i stykker.

Når alle huller - incl. forboring til skruerne - er færdige males de indvendige sider sorte. Efter vi har lukket baflen er det ikke muligt at komme til og umiddelbart ser det pænere ud, at det hele er sort. På samme måde er de enheder der vender ind i spalten malet på magneter og polstykker.

Det 9,5 cm lange bagstykke monteres på den inderbaffel, hvor enhederne vender med magneterne indad. I bagstykket monteres 2 stk. højttalerterminaler i passende afstand fra toppen. Pas på at du allerede her har defineret hvad der er op og ned! Højttalerkablet forbindes nu til den række enheder hvor magneter vender ind mod spalten - se fig. 4. Husk at denne række skal forbindes i modfase! Når først højttaleren er samlet kan du ikke komme til her igen, så gør det korrekt. Jeg har anvendt 2,5 mm2 solid core installationskabel, der nemt kan bukkes i facon, så det ikke vibrerer, når højttaleren spiller. Kablet er fæstnet til pladerne med en kraftig hæftepistol - pas på ikke at kortslutte signalet! Evt. kan limpistol anvendes.

Frontbaflen

Med fordel kan de 4 skrå frontbafler affases på een gang. Da de skal vinkles skråt bagud, slibes kanten ned i en vinkel som angivet i fig. 5. Hvis alle fire spændes op på een gang går det meget nemmere.

Af de lange stykke fremstilles 8 stk. vinklede afstivninger. Se fig. xxx. To afstivningsstykker monteres på indersiden af den ydre baffel. Læg baflen op mod den indre baffel med de fire højttalere og mærk af, så de bliver placeret præcis imellem højttaler 1 og 2 samt mellem 3 og 4. Afstivningerne skubbes frem, så den skrå side flugter med den skrå kantaffasning.

Dernæst fæstnes den skrå front til den indre baffel med højttalerne. Brug masser af hvid trælim. Denne lille operation kræver 6 arme eller en del skruetvinger!

Nu skulle du gerne stå med 2 vinkler hver med 4 højttalere. Du skal så vælge om de 2 halvdele skal limes og skrues sammen eller kun skrues. Jeg har valgt kun at skrue dem sammen og lægge skumgummipakninger i alle samlinger. På denne måde er det muligt at komme til de enhederne, hvis det skulle være nødvendigt. Det er dog ikke nemt, for det kræver en total adskillelse af hele højttaleren. De 2 halvdele holdes sammen langs bagstykket med skruetvinger. Check at der hele vejen i spalten er sammen afstand - altså 9,5 cm. Muligvis kan det være nødvendigt at lægge et eller andet i klemme langs åbningen.

Når de 2 halvdele er samlet kan du forbinde ledningerne fra den række højttalere der vender magneterne udad. Ledningerne forbindes på ydersiden af højttalerterminalen.

Top og bund.

Top og bundstykke (20 mm massiv mahogni) tilpasses, så det i højre og venstre side går ca. 20 mm ud over de to skrå frontbafler. Hermed dækkes hængslerne til de 2 vinger. Forkanterne affases, så de følger de skrå fronter. Dette gøres nemmest ved simpelthen at lægge pladen oven på den samlede højttaler og mærke af med en blyant, hvor der skal skæres. Top og bund fæstnes på samme måde med tætningslister og skruer.

Til sidst males de 2 Avinger@ sorte og fæstnes på siderne med pianohængslerne.

Selve fronten er lukket med en rektangulær stoframme, der passer med hullet i baflen. Om du vil have frontstof på er helt din egen beslutning. Hvordan du laver frontstoffet vil vi også lade være helt op til din egen fantasi. Ved de frekvenser vi snakker om her, har der ikke været nogle negative bivirkning ved frontstoffet og om ikke andet kan det forhindre at børn eller husdyr komme for tæt på det mystiske der sker inde i hulrummet.

Husk blot, at der kommer meget store luftstrømme gennem spalten og flaprende lyde fra løsthængende frontstof er ikke sagen. På højttalerens skrå fronter er der monteret 2 stk. 20 mm massive mahogni plader (afrikansk acouja) udskåret af standard hyldeplader. Disse plader rager også et stykke ude over siderne og skjuler således hængslerne til de 2 Avinger@. Skruerne går ind fra bagsiden af baflen og er skjulte. Alternativt kan du lime pladerne fast. Ønsker du ikke denne finish på den færdige højttaler, kan frontpladerne udelades.

Næste gang.

Den helt uundværlige equalizer forklares og målinger på DELTA baflen gennemgås. Relevante spørgsmål eller kommentarer til konstruktionen kan rettes til undertegnede på e-mail adressen sound@image.dk. Jeg kan dog ikke love, at alle henvendelser vil blive besvaret.

Delta dipol 3. del

Equalisering

Som det blev forklaret i 1. del, ruller den åbne baffel naturbetinget af nedefter. Defor skal de laveste oktaver hæves, hvilket kan ske med en elektronisk equalisering - eller en noget kompliceret passiv. Hvor meget der skal hæves og hvor afhænger af rummet, placeringen, de valgte enheder og baflens størrelse. I det her beskrevne system hæves der ca. 6 dB ved 60 Hz og ca. 12 dB ved 30 Hz. Jeg vil anbefale brugen af aktiv equalisering sammen med et elektronisk delefilter, men en passiv løsning er også beskrevet. Bemærk at equaliseringen ikke følger de tidligere nævnte beregninger. Grundet placeringen nær ved gulvet, den let forøgede Qts grundet seriekoblingen og rummets påvirkning sker der en rent elektrisk/akustisk tilpasning ved de laveste frekvenser.

En form for sub-filter anbefales. Visse CD-plader og bestemt også LP=er indeholder frekvenser under de ca. 30 Hz vi ønsker at nå ned på. Enkelte af Telarcs Aimponator-plader@ indeholder frekvenser under 10 Hz og en sådan fik højttalerne til at bunde med en meget Aupæn@ lyd! Hvis du absolut vil gengive 10 Hz, så er det bestemt ikke dipoler der skal gøre det! Dette er en kompetent bas-højttaler - ikke en egentlig sub-woofer.

Holder vi os til de tidligere nævnte beregninger, så skal basserne bevæge sig omkring +/- 2 cm for at gengive et lydtryk på 96 dB omkring 10 Hz! Dette endda uden at tage hensyn til den yderligere afskæring, der sker under enhedernes egenresonans. Regner vi den med, så taler vi om flere cm - altså fuldstændigt umuligt og helt overflødigt.

Passiv equalizer

En passiv løsning er muligt, men den er dyr og brænder en masse effekt af i nødvendige store modstande. Fig. 1 viser diagram for den passive equalizer vi anvendte i opstartfasen. Bemærk dog at der muligvis skal eksperimenteres lidt med værdierne for at tilpasse højttaleren placering samt rummet.

Den store spole her på 25 mH virker som et 1. ordens filter der skærer ved ca. 25 Hz. En mindre spoler på omkring 15 mH vil nok være mere passende. Anvender man DELTA baflen som ren sub-woofer og placerer en mindre to-vejs højttaler ovenpå er denne spole faktisk nok. Man skal dog være opmærksom på at følsomheden herefter ligger omkring de 88 dB, så niveaumæssige tilpasning til hovedhøjttalerne kan være nødvendig.

Ønske r man at gå længere op i frekvensomfang skal faldet opefter knække ved ca. 90 Hz. Dette klares ved at by-passe den store spole med en kondensator i serie med en modstand. Modstanden bestemmer hvor meget vi dæmper opefter. Da et passivt kredsløb ikke indeholder nogen forstærkning må vi altså sænke de øvre frekvenser i stedet for at hæve nedefter. Med de angivne værdier opnåede vi et rimeligt resultat. L2 og C2 er et 2. ordens filter ved ca. 400 Hz (med 4 ohms belastning). Delefilteret kan ændres efter behov, men husk at højttaleren ikke rækker længere op end omkring de 400 Hz.

Aktiv

Den mest simple løsning er en kompetent tonekontrol, hvor såvel angrebsfrekvens som forstærkning kan reguleres (en såkaldt parametrisk equalizer). Den bedste løsning vil dog være at bygge en dedikeret equalizer evt. kombineret med delefilter. Hermed får vi en aktiv løsning som kræver en ekstra effektforstærker. Forstærkemæssig behøves ikke det helt store, som nævnt vil en 80-100 Watt i 4 ohm være tilstrækkeligt. Hollandske Hypex leverer forstærkermoduler med indbyggede filtre samt equalizer funktion. Da højttaleren ikke har noget egentligt kabinet kan indbynging være lidt vanskelig, men dog ikke mumulgt. Den monterede equalizer funktioner skal ændres lidt (få passive komponenter), for at få tilstrækkeligt med niveau nedefter. Denne løsning vil nok være den nemmeste for de der ikke før har rodet med selv at bygge elektronik.

Aktivt filter (se diagram under Amine højttalere@)

Systemet

Målet var at DELTA skulle kunne anvendes op til ca. 500 Hz i et højkvalitets 3-vejs system. Dette mål nåede vi - næsten. Grundet den specielle spalteudformning er der en kraftig afrulning opefter, så målinger viser at 400 Hz er det absolut maximale.

Med hensyn til mellemtone/diskant system er der flere muligheder, men man bør afgjort satse på en aktiv løsning. I det mindste bør man regne med bi-amping - altså en separat forstærker til bas og mellemtone/diskant.

En umiddelbar løsning ville være en af de udmærkede koaksial enheder fra Seas eller evt. en lille højkvalitets 2-vejs højttaler. Jeg har dog valgt at gå et skridt videre og anvender absolut 1. klasses enheder.

I første omgang blev der satset på en ATC SM75-150S - verndens nok bedste 3" melletonedome. Desværre viste det sig at ATC=en og DELTA baflen ikke arbejdede optimalt sammen. Der kræves en bas/mellemtone som rækker længere ned. Hermed kan delefrekvensen placeres mere optimalt omkring de 250-350 Hz. Mens disse linier skrives eksperimenters der med flere alternativer, som passer i en åben baffel.

De øverste oktaver er p.t. dækket af en Hiquphon OW-II. Dette lidet kendte mærke er faktisk dansk, men primært kendt og værdsat i det store udland.

Lavpasdelen samt den elektroniske equalisering sker i et elektronisk delefilter fra tyske THEL-Audio. Se på internet: WWW.thel.de. Den let modificerede equlizerdel fremgår af diagrammet under Amine højttalere@.. En aktiv equalizer baseret på dette kredsløb, kan absolut anbefales.

Lytteindtryk

Dipolbas er meget anderledes. Den befinder sig bag højttalerne integreret med resten af musikken. Den starter og stopper helt uden at hænge i rummet, selvfølgelig forudsat dipolen får den fornødne afstand til bagvæggen. Således kommer den ikke frem og fylder rummet omkring lytterne, som man er vant til. Det kræver noget tilvænning, men på den anden side, når man så igen hører en Akasse-højttaler@ buldrer den som en tom tønde.

Jeg har hele tiden gjort kraftigt opmærksom på, at der ikke er tale om en sub-woofer. Måske bliver jeg nødt til at æde disse ord i mig igen. Når den rette indstilling på equaliseren er fundet og korrekt opstillet i et ikke alt for stor rum er der fuldt output ned til omkring de 35 Hz, men længere nede er der stadig et brugbart output. Ikke nok med det, bassen er stram, hurtig og impulsvillig, helt uden buldrende bilyde. Kun ved decideret overbelastning sætter det max. membransudsving sine grænser, når enhederne begynder at forvrænge. Der skal dog meget til og kun med helt extreme plader er det muligt.

Alt i alt en basgengivelse som man bliver afhængig af.

Internetartikler

Skal det være rigtigt vildt er der et system med 8 stk. 12" basser pr. side koblet som sub-woofer til Quad ESL63 på http://home.swbell.net/taama/john.html. Bemærk de fine tegninger, der meget tydeligt viser princippet bag den foldede baffel.

I 1998 deltog Michigan Technical University i en højttaler konkurrence. Et af de satte parametre var, at ingen højttaler måtte veje mere end 50 kg. Læs her om deres 3-vejs system med åben baffel http://project.ee.mtu.edu/stu_orgs/aes/projects.html